Firma Produktbeskrivelse Vinduer & Døre Brochure
 
 
Forside / DVC godkendt

DVC giver sikkerhed for den lovede kvalitet

Vinduer, der er mærket med DVC’s logo, opfylder en række minimumskrav til materialekvalitet og udformning. Mærket giver desuden sikkerhed for, at vinduerne lever op til, hvad der loves i det salgsmateriale, som virksomhederne udgiver.

Det er desuden således, at det i kravene til kvalitetssikring ved opførelse af bygninger med offentlige midler er beskrevet, at produkter, der er underlagt en uvildig kontrolordning, skal foretrækkes frem for produkter, der ikke er kontrolleret af uvildige.

Overvågning af produkterne
DVC overvåger ved 1 eller 2 årlige besøg på hver virksomhed, at der er overensstemmelse mellem kravene i de Tekniske Bestemmelser og de godkendte produkter. Under hvert besøg, der omfatter en hel arbejdsdag, udtages en repræsentativ stikprøve af virksomhedens produkter, og fra gang til gang checkes forskellige dele af den kvalitetshåndbog, som den enkelte virksomhed har udarbejdet.

Under gennemgangen af stikprøven bliver det for produkter af træ kontrolleret:
· at konstruktionen stemmer overens med de godkendte tegninger
· at træmaterialet indeholder tilstrækkeligt kernetræ
· at træfugtigheden ligger inden for grænserne 12± 3%
· at kanterne er forarbejdet, så overfladebehandlingen bliver effektiv
· at tætningslisterne, er som de skal være
· hængsler og beslag svarer til specifikationerne, og ikke at forglemme, at de er solidt fastskruet

En meget vigtig ting, der også kontrolleres grundigt, er isætningen af termoruder. De skal være korrekt opklodset, og tætningsbåndene skal sikre både luft- og vandtæthed. Glaslisterne skal have de rigtige dimensioner og være solidt fastgjort, hvad enten det drejer sig om glaslister af træ eller aluminium. Det indgår også i denne del af kontrollen at checke, om termoruderne er typegodkendt i henhold til DS 1094.0 eller DS/EN 1279.1 og forsynet med det deraf følgende kontrolmærke.

Trævinduer, der males på fabrik, checkes selvfølgelig også for lagtykkelse og vedhæftning af maling samt den håndværksmæssige udførelse.

 

TL · Vinduer og døre | Gartnervej 9 | 9200 Aalborg SV | Tlf. 96 34 32 11 | Fax 96 34 32 34 | E-mail